Forebyg med røgalarmer i hele huset

Røgalarmen er med til at sikre dig og din familie. Også når I sover.

Hvorfor er det vigtigt at have røgalarmer?

En røgalarm holder sig vågen døgnet rundt og reagerer på røgudvikling, mens du sover. Den vil derfor opdage en brand allerede i opstartsfasen, så du kan nå at slukke den eller evakuere dig selv og andre i boligen.

Det vigtige er, at røgalarmen kan høres i alle rum - også hvis dørene er lukket.

Hvor skal røgalarmerne placeres?

  • Anbring alarmen i loftet, da røg søger opad.
  • Placér alarmerne så langt fra væg og hjørner som muligt med mindst 50 centimeter til hjørner.
  • Opsæt flere alarmer i større boliger. 
  • Placér minimum én alarm på hver etage i boliger med flere etager. Placér alarmen ved trappeopgangen.
  • Undgå alarmer i køkken, hvor falsk alarm fra madlavning kan resultere i, at batteriet bliver pillet ud, og alarmen derfor ikke virker, når det først gælder.
  • Lukkede døre kan betyde, at røgen ikke når alarmen - samt at lyden ikke når dig, når du sover.
     

Hvor tit skal røgalarmer testes?

Dine røgalarmer skal testes en gang om måneden.
Test også når du har været væk i længere tid, da batterierne kan løbe tør, uden at du har hørt den advarselslyd, der fortæller dig, at de er brugt op.

Hvor tit skal røgalarmer udskiftes?

Udskift dine røgalarmer med mellemrum. Levetiden for røgalarmer er typisk cirka 10 år.